anmeldelser

Berlingske Tidende 22. juni 1994

Christer Irgens-Møller/Peter Friis Nielsen: MeYou. Olufsen DOCD 5193 (56.51 min).

Samspils-jazz

Jazzplader
Er pianisten Christer Irgens-Møller og el-bassisten Peter Friis Nielsen improviserede sammenspil jazzmusik?
Hvis spørgsmålet er grundlæggende irrelevant, hvad så med: Kan deres optræden i f.eks. Copenhagen Jazzhouse (hvor de i aftes stod på plakaten) opfylde et genrebevidst publikums forventninger?
En tydelig - om end oftest underforstået, nervøs - puls, en indbyrdes højt udviklet musikalsk reaktionsevne plus lejlighedsvise strejf af bluesfornemmelse (Zeuthan waves) giver på CD'en "MeYou" et klart bekræftende svar: Jo, det er også for den primære jazzlytter. Det er dog ikke alle pladens numre, der i lige høj grad honorerer musikkens krav til koncentreret opmærksomhed. Især ikke de fire kortere soloskæringer, som mestendels hverken opfylder vignettens krav til det skitseagtigt henkastede eller miniaturens krav til det subtilt komprimerede.
Jørgen Siegumfeldt

S K R Æ P

Politiken 23. november 1998

Tre må man være

Personligheder i inspireret sammenspil
BLANDT DE mange emner, der blev debatteret ved det netop afholdte Symposium for Contemporary Music, var der ét - ikke mindst for publikum - uhyre væsentligt punkt, der ikke blev berørt under de første to dages diskussioner. Nemlig musikkens kvalitet. Hvilket igen fører hen til den enkelte musikers personlighed og hans evne til at formidle en oplevelse.
For mig at høre er den frit improviserende musik snarere en metode end en musikalsk genre i sig selv. Alle de elementer, der indgår i den, findes jo ligeledes i anden musik. Men risikoen for at resultatet bliver intetsigende, er naturligvis langt større, når der ikke er noget skelet at støtte sig til. Ved torsdagens koncert med den danske gruppe Sound of Choice var det for mig påfaldende, hvor lidt saxofonisten Frederik Lundin og perkussionisten Thomas Sandberg fik ud af det i betragtning af den betydelige kapacitet, de vitterlig råder over.
OMVENDT eksemplificerede lørdagens Meeting mellem den engelske saxonfonist John Butcher, den ungarske cellist Albert Markos, den tyske trommeslager Martin Blume og vore egne Christer Irgens-Møller på piano, Peter Friis Nielsen på basguitar og Martin Klapper med sit elektrisk forstærkede legetøj, hvor afgørende det kan være, at en enkelt musiker er i besiddelse af det instrumentale mesterskab, der umiddelbart fanger opmærksomheden, og den kombination af lydhørhed og autoritet, der gør ham i stand til at give et frit improviseret forløb retning og mening.
Denne musiker var John Butcher, og det skinnede allerede svagt igennem i det indledende stykke, hvor alle seks var samlede på scenen. I de efterfølgende optrådte musikerne i mindre kombinationer, og det skabte langt bedre betingelser for at forholde sig til hinanden i med- og modspil. Det var da også i en duet med Klapper, at Butchers sande format åbenbarede sig. Mere inddirekte fortalte dette stykke dog også noget om, hvor meget det betyder, at musikeren er i direkte fysisk kontakt med sit instrument. For mens Klappers rolle i de øvrige sammenhænge var yderst problematisk, for ikke at sige forstyrrende, så gik det trods alt bedre, når han benyttede sig af blæseteknikker.
Koncertens højdepunkt var imidlertid en trio, bestående af Butcher, Markos og Irgens-Møller. I dette sammenspil og denne udveksling af impulser mødte vi det spontane, det uventede i forening med en - måske ubevidst - sans for logik, der gav musikken form og struktur. Her var der heller ingen fornægtelse af 'gammeldags' værdier, ingen frygt for en romantisk søgen efter skønhed. Og dermed vakte musikken ligeledes en følelsesmæssig respons, der opfyldte både scene og sal.
Boris Rabinovitch

Politiken fredag d.12.maj 2000

Gas på Grand Prix

Avantgarde
Skal det lyde sådan, er koncerten færdig og hvornår er det meningen man skal klappe?
Den slags spørgsmål opstår let hos det uøvede publikum, når avantgardistisk eksperimental musik er på programmet, men nu er der en chance for at lytte i trygge rammer. Dagen efter det Internationale Grand Prix er afgjort, tager den eksperimenterende musikforening over med titler som 'Fuck Anne Linnet*, 'Stønheden og Umyret' og 'I fårhysteriske tid' giver Skræp søndag aften et markant anderledes bud på et Melodi Grand Prix. Det vil samtidigt blive endeligt afgjort, om en eksperimentalmusiker er i stand til at skrue et folkeligt hit sammen med en begrænset varighed på kun fem minutter.
"Vi vi gerne tage gas på Grand Prix formen og den samlebåndsmusik, der altid følger den samme kedelige opskrift. Samtidig tager vi lidt gas på os selv. Vi optræder normalt ved lange koncerter foran et andægtigt lyttende publikum, men denne gang skal publikum stemme om det bedste nummer. Og det er i sig selv absurd. Vi aner ikke, om vi kan lave et rigtigt hit, men det er da en skæg udfordring", siger arrangøren bag det avantgardistiske Grand Prix, Christer Irgens-Møller.
Med et Melodi Grand Prix som ramme lader Skræp den eksperimentelle musik møde det traditionelle i en hidtil ukendt form med regler, der normalt ikke er velset indenfor genren. Det er eksempelvis tilladt at mime til PlayBack og alle numre skal indeholde en tekst, der fremføres vokalt på den ene eller anden måde. Arrangøren er selv spændt på resultatet.
"Jeg ved ikke, om deltagerne laver ægte Skræphits eller musik, der lægger sig tæt op ad Grand Prix genren. Nogle af deltagerne bruger instrumenter som cykelklokker, legetøj og antenner, så helt almindeligt bliver det ihvertfald ikke", fortæller Christer Irgens-Møller.
Deltagerne i Skræps Hit Grand Prix 2000 repræsenterer lokaliteter som Nordpolen, Prag, Sydhavnen og Fredensborg, og alle kunstnere optræder under dæknavne som f.eks. Ludo Loverboy og Aba Dhaba. Hårdt presset afslører arrangøren, at publikum bag dæknavnene blandt andre kan finde musikere som Pierre Dørge, Jørgen Teller og P.O. Jørgens.
Heidi Vesterberg

CLINCH

Aktuelt 10. november 1986

Uppercut i fri form

Clinch: Fri frei libre (Oulfsen)
Friheden længe leve. Trioen Clinch har fundet sin egen moderne jazzstil helt på tværs af de fusions- og venskabsforbindelser, som ellers kendetegner meget af den moderne danske jazz.

Clinch - en trio bestående af den fremragende komponist Christer Irgens-Møller, der er lidt mere diffus som pianist, den elektriske bassist Peter Friis Nielsen og Claus Bøje, der i denne forbindelse gør sig på trommer. De er hver især aktive i andre af den moderne rytmiske musiks bedste orkestre - f.eks. New Jungle Orchestra, Avantis og Coronarias Dans. Men denne trio-musik adskiller sig væsentligt fra de andre gruppers. Vel er det rytmisk musik, vel går de lige på og hårdt (deraf pladetitlen hentet fra boksesporten) men den frie form, der stille alle lige, mindsker det rytmiske som de melodiskabende elementer. Som sådan er det spændende og nyt på den danske jazzscene. Men der er fare for at den frie, anarkistiske triostil en dag gør musikken ligegyldig.

rubrikken "Det Swinger" (ingen signatur)

MM 12: December 1986: 47

Clinch
fri frei libre

I BEGYNDELSEN AF 60'erne fik den nye friformsjazz, avantgardejazzen fodfæste på den danske scene. Den blev varetaget af folk som Franz Beckerlee, Niels Harrit, Brødrene Vogels kvartet og Poul Ehlers. I slutningen af årtiet forsvandt den næsten sporløst igen. De fleste af dens udøvere kastede sig nu over fusionsmusikken, der både gav bedre publikumskommunikation, og som på det tidspunkt gav mulighed for kreativ udforskning.
Enkelte forblev dog tro mod jazzeksperimenterne. Man har således fra midten af 70'erne kunnet opleve gruppen Avantis, hvorfra trommeslageren Claus Bøje og el-bassisten Peter Friis Nielsen i 1981 dannede trioen Clinch sammen med pianisten m.m. Christer Irgens-Møller.
Gruppens pladedebut må siges at stå ret isoleret i strømmen af danske udgivelser. Den tilhører ikke nogen bølge eller bevægelse, og dens udtryk er udelukkende skabt af en kontinuerlig kommunikation af de tre musikere imellem. Den har måske et vits slægtskab med den avantgardejazz, der i mange år har trivedes i Mellemeuropa, hvor der findes mange rabiate udøvere af genren.
Clinch-folkene forekommer dog ikke særligt rabiate eller rebelske, og de formår at tilsætte en lyrisk ro i musikken, der trods mangesidige udtryk forekommer helstøbt.
Vi møder ikke den jazzklassiske klavertrio, men tre ligestillede instrumentalfunktioner, der kontrapunktisk krydser ind og ud mellem hinanden med Friis Nielsens utroligt virtuose og udtryksfulde spil som samlende faktor. Men også Bøjes kommentarer er værd at lægge mærke til, og Irgens-Møller afslører sig nok engang som en meget personlig musiker, hvis fabulerende klaverspil har paralleller hos Keith Jarret og Paul Bley, og hvis fløjtespil og ledsagende stemmeføring har kreativt befordrende værdi, omend sidstnævnte udtryksform nok er pladens mest problematiske.
Med sprudlende livskraft spilles der egne værker i diverse stemninger og retninger, og alt i alt står vi over for et kærkomment, uregerligt fænomen i den higende strøm af de oftest alt for konforme pladeudgivelser.

Kjeld Frandsen

Berlingske 6. december 1986

Ikke et ord om bebop

.
Jamen, der er jo danskere, der endnu spiller fri jazz: Fri Frei Libre - begrebet præsenteret som titel på kontinental-europæiske sprog. Måske for at understrege, at det sådan set ikke er free jazz - altså ikke den amerikanske eller en deraf afledt konvention. Men nok så vigtigt: Heller ikke bebop, hverken i "international" eller dansk fødelands-tone.
Clinch spiller altså ikke i den oprindelige stil, hvor det provokerende uddistancerede det musikalske. Her er der mindre opgør og mere fordybelse i et sprog, der trods mere beskeden grammatik alligevel har forbløffende udtryks-dybder og nuancerings-muligheder.
Det kan heller ikke undre, når man betænker, at samarbejdet er af gammel dato. Trommeslageren Claus Bøje og el-bassisten Peter Friis Nielsen spillede i sin tid med Kenneth Knudsen i Coronarias Dans (som de to hylder med en titel af samme navn) og har siden i en årrække arbejdet i selskab med pianisten Christer Irgens-Møller.
Først nu er det blevet til en lp (faktisk indspillet for næsten to og et halvt år siden), og det siger vel noget om de kommercielle muligheder for en så kompromisløs musik - midt i en bebop renæssance. Tag bare "Rhein van Glace", der med sin sophistikerede ballade-tone lever helt op til titlens næsten surrealistiske associations-rigdom. Og hvad angår det øvrige repertoire har man eller ikke på noget tidspunkt den fornemmelse af terapi. der klæbede ved så megen af den gamle jazz-avantgarde.
Umiddelbart er det vel trommeslageren Claus Bøje, der overrasker mest ved sine lette håndled, og som i et kreativt spil næsten synes at strukturere trioforløbet. Men i denne type musik er der naturligvis ingen herre eller tjenere. Og Peter Friis Niesen og Irgens-Møller - sidstnævnte (bl.a. blok-) fløjter giver bestemt ikke indtryk af at være under kommando. Irgens-Møller står også opført med voice & vocals, d.v.s. en anvendelse af stemmen, der først og fremmest minder om "stønnerne" blandt jazzens klaviatur-spillere (Lionel Hampton og Keith Jarret f.eks.). Men her er den ikke et instrumentalt "spildprodukt", men anvendt ganske anderledes bevidst.
Det betyder dog ikke, at den ikke med held kunne have været undværet. Den har muligvis været tænkt som en ekstra farve på lyden - men er faktisk ganske overflødig. Trioen har i forvejen et stort omend mere "traditionelt" lydregister, der rigeligt opfylder behovet. Både til de mere dynamiske tempo-fyldte titler og til balladespillet. Med dette beskedne forbehold anbefales en af årets bedste danske udgivelser.
Jørgen Siegumfeldt

Weekendavisen december 1986

Fri Clinch ...

ANEKDOTEN fortæller, at da Ornette Coleman og kompagni engang sidst i 50'erne skrev "Fri Jazz" på plakaten til en af deres koncerter, blev det fremmødte publikum meget fornærmet, da der skulle betales entré.
Så meget for etiketten fri jazz. Den musikalske holdning der lå bag 60'ernes fri musik er i dag en saga blot med ganske få undtagelser. En af dem er den danske gruppe Clinch, som efter årelang ubændig undergrundsvirksomhed nu har fået udsendt sin første LP med den demonstrative titel "fri frie libre".
Mange års sammenspil mellem trommeslageren Claus Bøje og el-bassisten Peter Friis Nielsen lægger bunden i trioens musik, hvor pianisten Christer Irgens-Møller glider glimrende ind i det kollektivt improviserede spil. Trioen går i clinch med musikken, men i modsætning til boksesporten hvorfra begrebet stammer, omklamrer den ikke stoffet, som var det en modstander. Nej, musikerne går i kødet på stoffet, åbne og uden hævede parader - og opnår forbavsende resultater.
Et af numrene hedder "Coronarias Dans" og det angiver tråden tilbage til den unikke trio af samme navn, hvor både Bøje og Friis Nielsen spillede sammen med pianisten Kenneth Knudsen - fra 1969 og et stykke ind i begyndelsen af 70'erne. Den frirytmiske puls med det stærke drive kommer derfra, men med Irgens-Møllers klaverspil har musikken fået en anden drejning med en både lyrisk og kontrolleret furiøs approach.
Dertil kommer hans fløjtespil og ordløse sang i flere passager på pladens ni afsnit, som peger i retning af "verdensmusik", ikke ulig en Don Cherry's vokale indsatser.
Uden at forklejne Irgens-Møllers klaverspil og de tre musikeres indbyrdes sammenspil, er det dog Friis Nielsens rytmisk og klangligt originale basspil og Bøjes levende og malende trommespil med de mange nuancer i både slag og sound, der gør Clinch musikken til noget særligt. Lokalt som internationalt.

Ib Skovgaard
"Fri Clinch - Thilo i top"

Information 12. november 1986

... ET AF DE ni stykker på Clinch-pladen har titlen Coronarias dans, en hilsen til trioens forgænger fra omkring 1970, der også havde Peter Friis Nielsen og Claus Bøje som bassist og trommeslager. Som pianist finder man i stedet nu Christer Irgens-Møller, men det er principielt den samme diciplineret frirytmiske stil der dyrkes som i den gamle trio.
Musikken bæres især af kombinationen af Friis Nielsens passionerede spil (nu på el-bas) med dets frie ostinatfigurer og Bøjes lette og luftige, klangligt fint beherskede trommespil. Mindre afklaret er Irgens-Møllers klaverspil med dets træk af Cecil Taylor (Zeuthiske bølger) og Keith Jarrett (Holland) og med en ulyksalig Jarret-påvirkning i form af uskikken med nynnen og udråb under soloerne. Som et par gode, kontrasterende eksempler på trioens spil anbefaler jeg den hurtige Speedskating, hvor Irgens-Møller også spiller fløjte, og den langsomme Rhein van Glace (hvor klaveret desværre er lidt forstemt). Dertil de numre, hvor man er fri for vokal indblanding, Moonmess, Mururoa leve og Arabeque.

Erik Wiedemann
"Danske og udenlandske møder"

Politiken 8. november 1986

... OGSÅ PIANISTEN Christer Irgens-Møller, bassisten Peter Friis Nielsen og trommeslageren Claus Bøje, der tilsammen udgør trioen Clinch, har fundet sig deres egen niche, som de er ene om herhjemme. Det er free form jazzen med udgangspunkt i Cecil Taylors atonale og frirytmiske musik.
Jeg ved ikke, hvor bogstaveligt man skal tage gruppens navn. For clinch beskriver jo den fastlåste tilstand, hvori to boksere befinder sig, når deres bestræbelser på infight er gået i hårdknude. Det står tilsynelandende i modstrid med pladens titel, frifreilibre. Men faktum er, at musikken har låst fast i en form for indavl. Og hvis den er fri, så er den ikke i betydningen åben, men snarere leddeløs. Formen er dog alt for fragmentarisk, og kun i undtagelsestilfælde fornemmer man en bærende idé. Dertil kommer en særdeles uheldig gengivelse af pianoet, der står grødet i klangen og delvist overskygget af bas og trommer.
Pladen rummer dog to vellykkede numre. Zeuthiske bølger bevarer sin tæthed og intensitet gennem stykkets otte minutter, fordi Irgens-Møller her holder fast og forfølger sine associationer, således at det musikalske forløb danner en udvikling. (Hans vokale indslag havde jeg dog gerne undværet.) Og i den langsomme Rhein van Glace kan vi opleve, hvilken vederkvægelse selv det mest rudimentære melodiske skelet kan udgøre.
Også på en anden led er dette sidstnævnte nummer forbilledligt. For her befinder de tre musikere sig i en samtale, der giver hver enkelt lejlighed til at komme til orde og gøre sig hørt. I for mange af de øvrige numre følger man det, som om Irgens-Møller og Friis Nielsen snakker i munden på hinanden, mens Bøje mere eller mindre forgæves forsøger at give sit besyv med.

Boris Rabinovitsch
"Mindre tvetyding hvid punk" (med adresse til Lounge Lizards, som er anmeldt i samme rubrik)

GHOST-IN-THE-MACHINE REVIEWS

GRÄNSLÖS, THE WIRE, CADENCE

GRÄNSLÖS
Rich soundscape

Evan Parker with Ghost-in-the-Machine - Leo Lab CD 018/Leo Records, The Cottage, 6 Anerley Hill, London SE 19 2AA, England.
Evan Parker, saxophones, Christer Irgens-Møller, piano, synths, Peter Friis Nielsen, el-bass, Pere Oliver Jørgens, drums, Martin Klapper, amplified objects-diktaphone-tape-toys.
Recorded: sept 1993. Duration: 68.40.

It is an old tradition in musical connexions that known musicians travels around and plays with local groups and bands. So it is with classical music, and so it is with jazz and improvised music. In this case it was the English Evan Parker who in 1993 was invited to play a series of concerts with the Danish group Ghost-in-the-Machine, and at the same time there was taken care of a recording, which resulted in this CD.
The Danish group, which is a trio and consists of Christer Irgens-Møller, piano, Peter Friis Nielsen, electric bass and Pere Oliver Jörgens, percussion , has played in Denmark and abroad with other well-known improvisation-musicians like John Tchicai and Peter Brötzmann. On this CD Martin Klapper is also added and plays different amplified objects.
The result of this musical meeting has partly become a sort of a filigree-music, that in the first place is a about many and small sounds, which for a time makes a twittering soundfabric, where Peter Friis Nielsens rumbling electric bass makes out the base. When the listener has lost himself in the tiny little details, the powers disengages and more muscles come into the music.
According to the involved musicians, it is first of all remarkable how little Evan Parker dominates. There is no hints whatsoever of "here-I-come" music, which is more than usual in this type of music. I am astonished how sensitive Parker seems to be, - he is actually an outsider. With that I have also said that this music virtually is more together than one could expect from a musical meeting by chance.
I have never heard Ghost-in-the-Machine as a trio, but I have nevertheless a feeling , that the music on this record has become richer by adding the object-musician Martin Klapper. His various instruments widens the soundtexture and adds both interesting and amusing details.

Thore Rösnes NO. 3. SEPT. 1996.
Editor and responsible publisher

THE WIRE
Ghost-in-the-Machine with Evan Parker LEO LAB 018 CD

...The Leo album is different again, and I reckon the most remarkable. (.. out of three in all) Parker is integrated into the Danish free improvising group Ghost-In-The-Machine - keyboards Christer Irgens-Møller, Peter Nielsen on bass, Pere Jørgens on percussion, with Martin Klapper added on dictaphone, tapes, toys and "amplified objects" (I love that). The group formed in 1987 has played with John Tchicai, Peter Brötzmann and Paul Rutherford. Their appoach is more structured, the sounds varied and the music packed with incident. With excellent recordings, mostly studio-based, the approach is thoughtful but not at all po-faced. Percussion in particular is subtle and often gorgeous in its effects. The tracks are mainly short (around five minutes) with a more unified mood. "Throy" explores staccato and feedback sounds; "Highup" begins, as its title suggests, at almost dog-whistle frequencies; and "Radio Djibouti" focuses on Irgens-Moller's Cecil Taylor-influenced piano and limpid DX7.
Evan Parker has always had what you could call a philosophical approach to improvising - witness his aspiration towards an "existential performing attitude". But these recordings show the existential search for freedom tempered by a collective responsibility.They certainly fall under his ultimate term of approval for a musical performance - in their varied ways, they all amount to more than just an "attempt at honesty".

Andy Hamilton May 1996.

CADENCE
Evan Parker/Ghost-In-The-Machine,
Ghost-In-The-Machine feat. Evan Parker. LEO LAB 018

Beginnings/ Highup / Hipawl / Intertuba-Extremii / Radio Djibouti / Tivoli After Dark / FreeTechno / The Bass Piano / Birds In Cages / Train. 69:43
Parker, ts, ss; Christer Irgens-Moller, p, keyboards (DX-7, TX-802), voice; Peter Friis Nielsen, el b ; Pere Oliver Jorgens, d, perc; Martin Klapper, amplified objects, dictaphone, tapes, toys. Sept. 25-26/93, Copenhagen, Denmark.

Ghost-in-the-Machine is a Danish trio that has been playing together since 1987, a transmutation of a trio called Clinch, formed by Irgens-Moller and Nielsen in 1981. On paper that would look like a conventional piano trio layout with added keyboards, but looks can be deceiving. In practice they often create highly diffuse improvised soundscapes, close to percussion/ electronic music. For these recordings, they've added sound maker Klapper (I can't think of a clearer description - his arsenal seems to include amplified Slinky) as well as Parker. Klapper adds significantly to the unpredictability of sonic events, while Parker adds a stronger linear focus than the group might otherwise present.
The group and Parker are an excellent fit, able to interact on a variety of musical grounds. Many of the tracks are short concentrated explorations, organized around kernel phrases or sounds or both, with the musicians joining in spontaneous patters of similarity and difference. The music, as indicated by the titles, often has a "poetic" quality, evocative tangles of diverse elements, sometimes light and somtimes foreboding. Sound play isn't just tacked on but a fully integrated langugae, with the group achieving a number of distinct textures. There's also a more traditional band lurking in Ghost-in-the-Machine, a free Jazz ensemble capable of great drive, and made up of impressive and individual talents. "The Train" - the long conluding track - demonstrates sustained development with outstanding playing from Irgens-Moller.
All of Parker's perfromances are of interest, though here he's really a thoughtful and flexible guest with an excellent band. Though far more provisional in nature, this resonates in ways with the Parker/Lytton duo of the early seventies and his current electronic project. ( ... )

Stuart Broomer Oct. 1996.

TO THE TOP