ANNE METTE HAAGENSEN
billedkunstner 1953-97
INDHOLD
portræt
af Michael Hornung

home
Kronologisk
1975-91
1992-95
1996-97
  af Michael Hornung

Set i tilbageblik var halvfjerdserne i dansk kunst et årti, hvor etablerede værdier og holdninger blev sat til debat. Især maleriets status blev endevendt og diskuteret. Det, som man først og fremmest noterede sig, var forandringerne, opbruddene, oprørene, alt det, som indvarslede andre værdier og nye måder at tænke kunstbegrebet på. Og anderledes var f.eks. Arme & Bens udstillinger, som kritiserede de vante udstillingsformer inden for kunstlivet og stillede krav om, at kunsten skulle være engageret i samfundet, rumme en politisk ideologi, en social dimension. Og anderledes var - i en hel anden boldgade - den totalt upolitiserende eller afpersonaliserede kunst, der f.eks. med minimalistiske midler søgte den maksimale enkelhed. Installationskunsten og videokunsten meldte sig også i spektret af nye muligheder. Kunst kunne pludselig være så meget.
Det eneste, kunst helst ikke måtte være længere, var en kommunikation omkring egne følelser og forhold i et malerisk sprog.
Men maleriet fortsatte alligevel med at røre på sig. Den rykkede måske endda tættere på kunstnerens egen individualitet.

****
 
 <   For nogen var det at male stadig det eneste middel til at arbejde rent med farven. Og så var maleri også stedet for den personlige fortælling, hvis man ellers var stærk nok. Så stærk som Anne Mette Haagensen.
Uden på noget tidspunkt at være naturalistisk var det et maleri, der nærede sig ved virkelighedsindtryk, men virkeligheden forstået i den bredeste og mest sammensatte forstand.
'Virkelighed' er et af de mest brugte ord i hele den kunsthistoriske litteratur - og derfor også et af de mest misbrugte og forvirrende. For tales der om virkelighed, er det så kunstnerens virkelighed: hendes liv, erfaringer, følelser, rejser, oplevelser, vi sigter til? Eller tænker vi snarere på atelierets virkelighed - og på den realitet, der ligger nedfældet i denne kunstneriske praksis, at maleri uanset motivet nu engang består af farver i en aller anden orden på et lærred, som en fransk maler Maurice Denis engang havde mindet om? Eller er virkelighed spørgsmålet om nogle ydre forhold, en kollektiv erfaring, som både kunstneren bag billedet og billedets beskuer kan være fælles om? Dvs. skal man have kendt til Anne Mette Haagensens private forhold for helt at forstå dét, hun malede?
Anne Mette Haagensens maleri er sammensat af flere sådanne 'virkeligheder'. Det er et vanskeligt maleri at indkredse og definere, fordi det kan virke så selvmodsigende at skulle være bevidst og spontan på een og same tid, og ud fra een og samme bevidsthed. Kunstneren skal være tændt, stimuleret, inspireret, især af farver, som hun ønsker at fastholde, omend det i første færd kun er for sig selv. Men den væsentligste inspiration kommer fra maleriet selv, når det gradvis bliver til. Der er ofte figurer i billedet, måske også et hus, et objekt, et stilleben, noget natur, et landskab, antydninger af en personlig fortælling. Og så er der samtidig distancen, der lader de enkelte dele træde tilbage og udviskes for først at forenes meningsfuldt og udtryksfuldt i maleriets egen syntaks.
Uden oplevelser og tilskyndelser af en eller anden slags ville billedet ikke kunne realiseres. Men så snart penslen sættes til lærredet, tager billedet over, gradvis mere og mere. Til sidst bliver billedet i sig selv en realitet, en oplevelse, tilmed den eneste, der tæller. Den 'tidligere' oplevelse, det være sig en erindring, et rejseindtryk, er bare billedets katalysator, dét, der udløser den kunstneriske proces uden at stå tilbage som andet end et forvandlet citat.
Man oplevelsen var vigtig i Anne Mette Haagensens tilfælde. Hun rejste så meget og så langt, hendes midler strakte, til Rom, Tyrkiet, Grækenland, Thailand og allersidst Bali. Især det fjerne østen fik større og større betydning for hende. Måske fordi det forløste et metafysisk potentiale og gav følelsen af nærhed til det hinsides. Hun malede imidlertid ikke, hvad hun så. Så enkelt var det ikke - og slet ikke så direkte. Men det, hun erindrede om dét, hun havde sanset og set, blev til emne og tema for en genfødsel i den reneste kolorit. Maleriet som et stykke af naturen, filtreret gennem et kunstnerisk temperament og gendannet med maleriets egne medier.
Anne Mette Haagensen malede de billeder, hun følte var nødvendige for hende at male. Så enkelt var det. Og netop så svært.
For det er svær form for kunst, der hver gang kræver, at kunstneren tager udgangspunkt i sig selv - og nødvendigvis ikke i andet. Anne Mette Haagensens egen veloplagthed var ikke engang betingelsen for at male. For hun blev ved med at male, også efter at hun var blevet syg. Hun malede ikke på grund af et overskud. Det var snarere sådan, at overskuddet opstod i samvær med maleriet - og på grund af det. At male var terapi og besættelse på een gang.
Maleri handlede for hende om at besinde sig på sine egne forhold, om at meddele sig frit og give lidenskaben udtryk i farven - uden forbehold af nogen art, uden forudgående refleksion, koste hvad det ville. Derfor er der heller ingen klædelig velovervejet distance i hendes maleri, ingen ironiske parader over for omverdenen, ikke engang et indforstået citat fra den fælles kunsthistorie, der kræver at genkendes, og slet ikke et konkret budskab, der skal afkodes før billedet giver mening.
Det er denne uskyldighed, eller kald det spontane umiddelbarhed, der adskiller sen-halvfjerdsernes og firsernes ekspressionisme hos f.eks. 'Violet Sol', 'Storm og Stille' og enkelte outsidere fra den mere dobbeltbundne ekspressionisme i det lidt yngre vilde maleri, som kun i det ydre trådte i karakter som en ren ekspressionistisk åreladning. Den form for maleri, som publikum mødte hos disse ældre grupperinger i Den Frie Udstilling, havde ingen ballast i en ny intellektuel åndrighed og blev heller ikke sekunderet af et velovervejet akademisk program. Det modtog ingen afgørende inspiration fra store trend-sættende udstillinger om samtidskunst i udlandet. Og det havde ingen faderskikkelser, der under stor mediebevågenhed optrådte på documenta i Kassel eller på internationale mega-udstillinger i Køln, Düsseldorf, Berlin eller andre af de nye metropoler.
Set i forhold til så meget andet i samtidens globale kunstliv var der tale om et dansk, i bedste fald nordisk fænomen. Derfor kom det til at stå i skyggen og lidt uden for tiden. Der er der intet usædvanligt i. Kun ved at glemme alt om historien og tidsånden kan en kunstner komme tættere på sin egen situation. Hvis det er denne situation, der er den afgørende.
De gamle ekspressionister var trådt i karakter i forhold til bestemte lokaliteter. Jens Søndergaard havde ladet sig inspirere af Vesterhavet, Erik Hoppe malede i Søndermarken, Bornholmermalerne og Odsherredmalerne havde nærmest indgået en sjælelig pagt med de landskaber, der for en tid gav dem deres kunsthistoriske kaldenavn.
Anne Mette Haagensens ekspressionisme var ikke udløst eller betinget af eet sted. Hun nåede at male mange motiver og på baggrund af mange rejseindtryk. Det var naturen i bredeste forstand, og der var ingen kræsenhed over for det lokale. Det var vigtigere at male, med store bevægelser, at bruge både sindet og kræfterne. At tømme sig. Afreagere. For så at finde sig selv i maleriet.

****

Da Anne Mette Haagensen var 11 år gammel, begyndte hun på Tove Heymans væveskole. Skolen var for børn mellem 6 og 14 år, men Anne Mette Haagensen må have gjort sig nærmest uundværlig, for hun blev på skolen de næste syv år, indtil 1971, først som en elev blandt andre elever - efterhånden mere som en moden medhjælper og underviser. Skolen havde adresse i Tove Heymans eget hus i Lyngby og holdt af og til små udstillinger. Den dengang tresårige Tove Heyman havde gode forudsætninger for at stimulere unge mennesker, der havde behov for at udtrykke sig i billeder. I begyndelsen af sin karriere havde hun også malet og i trediverne udstillet et par gange på Kunstnernes Efterårsudstilling. Uddannet på Kunstindustrimuseets væveskole hos Gerda Henning vidste hun alt for godt, hvad kunst kræver.
Anne Mette Haagensen lod sig ikke straks indfange af maleriet. Hun ville fortsatte som væver og nåede at åbne sit eget værksted i et nedlagt mejeri i Bondebyen i Kongens Lyngby, ikke så langt fra Tove Heymans værksted, som hun netop havde forladt. Men så fik hun helt tilfældigt kontakt med nogle af de kunstnere, som hun senere kom til at udstille sammen med. Interessen for maleriet og for selv at male blev hurtigt vakt.
Efter kort at have fulgt Askou-Jensens tegneundervisning på Glyptoteket lagde Anne Mette Haagensen op til Kunstakademiet og kom ind i 1971. Man får ikke fikseret nogen konkret påvirkning ved blot at nævne navnene på de fire lærere, hun nåede at få berøring med i løbet af sine fire år på Akademiet: Arthur Köpcke, Freddie A.Lerche, Sven Dalsgaard og Dan Sterup-Hansen. For det er vanskeligt at forestille sig mere forskellige kunstneriske holdninger. Men fra Sven Dalsgaard, der havde en forbløffende følsomhed over for sine elevers individuelle muligheder, blev hun i det mindste opmuntret til altid at søge mod det frieste udtryk. Og det var udtryk for frihed, når en kunstner kun tog udgangspunkt i sig selv.

Anne Mette Haagensen fik en flyvende start i det københavnske udstillingsmiljø, da hun i december 1976 deltog på 'Ung Kunst' i Nikolaj. Udstillingen var et prisværdigt arrangement, som var stablet på benene af Københavns Kommunes Kulturfond i samarbejde med Billedkunstnernes Forbund, og hensigten var at præsentere nogle af den danske samtidskunsts yngste skud. Bl.a. deltog også Niels Reumert fra gruppen 'Violet Sol'.
Anne Mette Haagensen blev fremhævet af kritikken for sine levende, direkte og meget ufortænkte billeder, og hun solgte godt, bl.a. til den ene af arrangørerne Københavns Kommunes Kulturfond. Hendes eftertragtede billeder med deres kraftige, lysende farver var malet under et forudgående tre måneders ophold på Kreta, en af de første af hendes mange udenlandsrejser, hvor hun med sin danske baggrund søgte at slå bro til det fremmedartede, det eksotiske og - ikke mindst - til sydens stærke, varme lys. For hende var lys, stemning og miljø kvaliteter, der eksisterede side om side og betingede hinanden. Lyset og koloritten var altid forbundet indbyrdes og så med stedet, lokaliteten.

Anne Mette Haagensens første separatudstilling var hos Henning Larsens Kunsthandel, i marts/april 1979. Henning Larsens lille kunsthandel 'Havehuset' befandt sig i en baggård i Bredgade 36 - længe før Bredgade blev den mondæne gallerigade. Indehaveren var en retlinet, ældre kunsthandler, der tog en række yngre ekspressionister under sine vinger. Det var malere som Inge Reusch, Anne Tholstrup og Wiliam Skotte Olsen, som Anne Mette Haagensen både beundrede og følte sig beslægtet med kunstnerisk.
Hendes nærmeste forbilleder var stærke, selvstændige kunstnere, ofte af samme køn som hende selv, som Olivia Holm Møller og Anna Klindt Sørensen. Især sidstnævntes koloristiske malemåde, flydende emnekreds og - ikke mindst - kunstneriske temperament - blev vigtige incitamenter til at komme videre på.

I april 1980 var Anne Mette Haagensen med på Den Frie som den ene fjerdedel af en ung gruppe, 'Fire malere'. De andre tre var Jette Debois, Kirsten Teglbjærg og Annette Hoff-Jessen, malere, som hun havde knyttet kontakter med i akademitiden. At det drejede sig om en udstilling af udelukkende kvindelige kunstnere, kunne ligne et valgslægtsskab med Anna Klindt Sørensen, der under 2. verdenskrig havde dannet en koloni af lutter ligekønnede Bornholmer-malere. Jette Debois, Anne Mette Haagensen, Annette Hoff-Jessen og Kirsten Teglbjærg udstillede sammen igen på Den Frie, i 1982, og senere i Århus Kunstbygning. I disse udstillinger blev Anne Mette Haagensen af kritikken fremhævet som maleren med det bredeste vingefang og den mest varierede teknik. En kort periode havde hun arbejdet sammen med bl.a. Søren Ankarfeldt og Peter Stuhr i et stort fællesatelier i Classensgade. Men efter at være flyttet til Frederiksgade malede hun mest for sig selv. På det tidspunkt var hun nok kunstnerisk mere moden end de øvrige og kunne bedre arbejde alene.
I sommerperioderne, når hun lagde stenbroen bag sig og drog ud i landet f.eks. til Ræveskiftet i Havreholm eller til Faarevejle for at opleve naturen, fandt hun undertiden sammen med nogle af sine gamle udstillingskammerater. Peter Stuhr husker, at hun altid havde flere billeder i gang på een gang, der skulle være sammenhæng i udfoldelsen, men også intensitet. At male var altid lidt af en kamp. Det kunne holde hende beskæftiget i dagevis, hvorvidt et bestemt koloristisk anstrøg var lykkedes i et bestemt billede.
I 1981, da hun sammen med Morten Flyverbom, Carsten Nash - Jørgen Nash' søn - og Susanne Ussing udstillede på Sophienholms september-udstilling, blev hendes indsats fremhævet af Pierre Lübecker i Politiken. Lübecker havde tidligt fattet interesse for hendes billeder og blev utvivlsomt den kritiker, der kom til følge hendes udvikling tættest: 'Det er jo malerkunst i ordets egentlige forstand, en bevæget ny-ekspressionisme, som bæres frem af et rigt og levende sind' noterede han ved denne lejlighed. 'Ved første blik er uroen i disse billeder af mennesker i landskaberne og ved stranden meget påfaldende. Med store, løse penselstrøg er iagttagelserne forsøgt formuleret og oplevelsen holdt fast. Anne Mette Hagensen giver tydeligvis pokker i alle detaljer, som ikke tjener udtrykket, men kun har plads i billedets refererende side, hun sletter, skraverer hensynsløst henover det allerede beskrevne, og søger mere og mere ind til kernen i det malerisk-oplevede. Ved langtids-læsning samler billederne sig for øjnene af en til rige, koloristisk medrivende helheder, som afslører dybe strømme i hendes sind. Det er simpelthen storartet.' (Pol., 10. september 1981)

I starten af maj 1983 vendte tre af malerne tilbage til åstedet: Den Frie Udstillingsbygning. Det var Jette Debois, Anne Mette Haagensen og Annette Hoff-Jensen, suppleret af to nye - mandlige - udstillere: Søren Ankarfeldt og Peter Stuhr. Nu havde gruppen fået et navn, Billedstorm og Stilleben. Dette navn blev allerede det følgende år reduceret til Storm og Stille. Det såkaldt 'stille' blev det dog småt med. Det var maleri for fuldt drøn, billeder, gjort på instinktets og udfoldelsens betingelser og uden at den kritiske refleksion fik chancer for at påvirke udfaldet: 'indfaldenes og de lynsnare inspirationers kunst' kaldte Pierre Lübecker fænomenet i Politiken og advarede mod at forveksle nogen af disse malere med de nye vilde, som dukkede op i samme tidsrum. For 'billedstormerne' havde intet filosofisk-teoretisk grundlag for at male, som de gjorde. Der var ingen referencer. De malede bare.

Anne Mette Haagensen havde gæstet et par ældre hæderkronede danske sammenslutninger, Kammeraterne i 1977, og nøjagtig ti år senere Decembristerne. Derudover havde hun udstillet par gange på Charlottenborg, dels på 'Gud og Grammatik' i 1984, dels et par gange på Efterårsudstillingen, i 1979, 1985. Men det var ikke sammenhænge, der kunne engagere hende på et personligt plan.
Skulle hun fungere inden for rammerne af et større kollektiv, måtte det være med kunstnere, som hun følte et menneskeligt fællesskab med. Muligheden kom i 1988, med 'Min Tid som Pilot', et initiativ, der genforenede hende med nogle af malerne fra Storm og Stille: Søren Ankarfeldt, Jette Debois og Peter Stuhr. Disse kunstnere havde inviteret yderligere fem kunstnere: Nils Erik Gjerdevik, Svend Danielsen, Toni Larsen, Hans Pauli Olsen og Pontus Kjerman for at skabe et alternativ til den efterhånden ganske store interesse for de unge vilde malere.
Udstillingens usædvanlige titel kunne næsten være lånt fra starten på den sentens, hvor Paul Schäfer med en digters redskaber havde fabuleret over Anne Mette Haagensens maleri: 'Det er øjnene der maler løs i luften. Leger lidt med det tigergule og kæler ømt og varsomt med de blå lazurer. Vi må være forsigtige, - Der kunne skjule sig en skorpion bag stenen. Hvad er dér ude på den anden side? Jeg må strække mig ud for bedre at kunne se. Hvad er det? En skikkelse, fuld diagonal, som et syn, en anelse bare. Ariel på vej gennem tågen. Dig måske... Øjnene spiler sig ud og ridser flygtige fartstriber. Mere når de ikke, så er skikkelsen borte. Forsvundet bag et usynligt slør.'...
Kritikken var anerkendende. 'Som piloter flyver de højt og flot op over skyerne, og det hvadenten de maler store ekspressive lærreder, arbejder med skulpturer eller trykker små følsomme linoleumssnit' mente Leif Jensen i B.T. Så man efter i Den Fries udstillingskalender, fulgte 'piloterne' efter gruppen 'Violet Sol'. Og sådan var udviklingsgangen også, hvis man så kunsthistorisk på det. Forbindelsen var der. De var begge udgreninger af det spontant ekspressionistiske maleri med basis i en subjektiv forvaltning af maleriets midler: den rene, umiddelbare farve og den fri getaltning af form.
Året efter fik 'Min Tid som Pilot' sin egen efterfølger, 'Min anden tid som pilot', som kom over sundet - til Konsthallen i Gøteborg. Og i 1991 fik udstillingen yderligere vingefang gennem åbningen mod de baltiske randstater. Antallet af kunstnere - fra Danmark såvel som fra Estland, Letland og Litauen - var nu nået op på 21. At en række yngre danske kunstnere valgte at solidarisere sig med nogle yngre kunstnere fra Balticum, som tilmed havde været kulturelt isoleret så længe, at de var kommet bagud i det internationale stil-kapløb, markerede også en holdning. Det handlede for dem ikke om at være trendy og med på det nyeste, men om at vedkende sig maleriet som et udtryk, der nødvendigvis måtte være stærkt forbundet med den enkeltes livserfaringer. At male burde være så naturligt og umiddelbart, som at trække vejret. Det var måske derfor, at Anne Mette Haagensen arbejdede så ofte og så meget, hun kunne. Arbejde og liv var for hende altid ét og det samme, aldrig adskilt.
Anne Mette Haagensen nåede ikke at blive helt færdig med sit arbejde. Og med sit liv.

****

I 1993 opdagede hun, nærmest ved en tilfældighed, at hun havde en tumor. Hun var lige fyldt fyrre. Året efter blev hun opereret for cancer. Hun besøgte Bali i 1995, for første gang, og opholdet blev mindst lige så givende for hende, som turen til Thailand havde været det tre år tidligere. Påvirkningen fra balinesisk kunst oplyste hendes maleri og gjorde det mere æterisk. Samtidig åbnede billederne op for en himmelsk poesi. Det er nok for meget sagt, at hendes emnekreds blev direkte kristen. Men titler på sene billeder som 'Himlen over mig selv', 'Himmelhotel', 'Evighedshus' og 'Indgange' bragte diskret bud om en ny erkendelse. Hun gik oftere til gudstjenester i Frederikskirken for at lytte til Mikkel Volds prædikener. Hun holdt modet oppe, gav ikke op. Så sent som i sommeren 1997 malede hun på Møn.
En dag i den første uge af august 1997 blev Anne Mette Haagensen begravet fra Frederikskirken. Hun blev 43 år.

En torso er et ufuldstændigt kunstværk. Ufuldstændigt enten fordi det er ikke fuldført eller fordi det kun foreligger som et brudstykke. Anne Mette Haagensens værk står som en sådan torso i nyere dansk ekspressionisme. Men som en torso, dannet som i ét stykke - stærk, lidenskabelig og intens.

TOP